Vores elskede Colliehund Bono blev aflivet i dag. En nødvendighed da den af uvisse årsager gik til angreb på en af vores venner og bed hende ret voldsomt i låret. Situationen var ret uhyggelig, blodig og rystende. Vi var begge chokket lige da det skete - hende der blev bidt og jeg - og var det sikkert lang tid efter. Kort efter hun var taget afsted ringede jeg til en dyrlæge og en aflivning blev aftalt. Da jeg skulle afsted med ham fortalte vi Malthe og Asger hvad der skulle ske, og hvorfor. Malthe græd som pisket. Det var så synd. Han elskede den hund. Bono gik hver aften med ind på hans værelse når Malthe skulle sove, og kom først ud når han sov.
Senere samme dag ville vi prøve at give Bono en værdig afsked, og en afsked som drengene kunne være del i og hvor de skulle kunne føle et accept på det at være ked af det. Vi købte et lille grantræ, og fandt en flot sten, samt 2 mindre. I haven fandt vi et sted. Her begravede vi Bono's halsbånd, og plantede træet samt placerede "gravstenen" og de 2 små sten. Igen græd Malthe meget. Det har han gjort mange gange i løbet af dagen. Et par gange siden "begravelsen" er han løbet ud til gravstedet i haven. Grædende. Sidste gang gik Birthe ud til ham og de sad længe på stedet.
Da Malthe skulle i seng manglede der naturligvis noget. Bono til at lægge sig på hans værelse med ham. Han græd igen - og igen.
Vi kan nok ikke forstå hvorledes han føler dette savn og tab. Men det gør ondt på ham. Stakkels Malthe. Stakkels hende der blev bidt. Stakkels Bono. Stakkels os alle. Sikke en dag. Og så endda på vores bryllupsdag :)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar